wræþan
Old English
Etymology
From Proto-Germanic *wraiþijaną (“to anger”).
Pronunciation
- IPA(key): /ˈwræː.θɑn/, [ˈwræː.ðɑn]
Verb
wrǣþan
Conjugation
Conjugation of wrǣþan (weak, class 1)
| infinitive | wrǣþan | wrǣþenne |
|---|---|---|
| indicative mood | present tense | past tense |
| first person singular | wrǣþe | wrǣþde |
| second person singular | wrǣþest, wrǣst | wrǣþdest |
| third person singular | wrǣþeþ, wrǣþþ, wrǣþ | wrǣþde |
| plural | wrǣþaþ | wrǣþdon |
| subjunctive | present tense | past tense |
| singular | wrǣþe | wrǣþde |
| plural | wrǣþen | wrǣþden |
| imperative | ||
| singular | wrǣþ | |
| plural | wrǣþaþ | |
| participle | present | past |
| wrǣþende | (ġe)wrǣþed | |