afremmen

Dutch

Etymology

From af +‎ remmen.

Pronunciation

  • IPA(key): /ˈɑfrɛmə(n)/
  • Audio:(file)
  • Hyphenation: af‧rem‧men

Verb

afremmen

  1. (ergative) to slow down

Conjugation

Conjugation of afremmen (weak, separable)
infinitive afremmen
past singular remde af
past participle afgeremd
infinitive afremmen
gerund afremmen n
main clause subordinate clause
present tense past tense present tense past tense
1st person singular rem af remde af afrem afremde
2nd person sing. (jij) remt af, rem af2 remde af afremt afremde
2nd person sing. (u) remt af remde af afremt afremde
2nd person sing. (gij) remt af remde af afremt afremde
3rd person singular remt af remde af afremt afremde
plural remmen af remden af afremmen afremden
subjunctive sing.1 remme af remde af afremme afremde
subjunctive plur.1 remmen af remden af afremmen afremden
imperative sing. rem af
imperative plur.1 remt af
participles afremmend afgeremd
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Derived terms

  • afremming

Anagrams