anstændig

Danish

Etymology

From Low German anstendich.

Pronunciation

  • Rhymes: -ɛndi

Adjective

anstændig (neuter anstændigt, plural and definite singular attributive anstændige)

  1. proper, decent
    Synonyms: sømmelig, (archaic) velanstændig

Inflection

Inflection of anstændig
positive comparative superlative
indefinite common singular anstændig anstændigere anstændigst2
indefinite neuter singular anstændigt anstændigere anstændigst2
plural anstændige anstændigere anstændigst2
definite attributive1 anstændige anstændigere anstændigste

1 When an adjective is applied predicatively to something definite,
the corresponding "indefinite" form is used.
2 The "indefinite" superlatives may not be used attributively.

Derived terms

References

This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.