berømmelse

See also: berömmelse

Danish

Etymology

Verbal noun to berømme (praise, extol) +‎ -else, from Middle Low German berōmen; see berømt (famous).

Noun

berømmelse c (singular definite berømmelsen, plural indefinite berømmelser)

  1. fame, renown
  2. praise

Inflection

Declension of berømmelse
common
gender
singular plural
indefinite definite indefinite definite
nominative berømmelse berømmelsen berømmelser berømmelserne
genitive berømmelses berømmelsens berømmelsers berømmelsernes