chimir
Romanian
Etymology
Borrowed from Ottoman Turkish كمر (kemer), from Persian کمر (kamar).
Noun
chimir n (plural chimire)
Declension
| singular | plural | ||||
|---|---|---|---|---|---|
| indefinite | definite | indefinite | definite | ||
| nominative-accusative | chimir | chimirul | chimire | chimirele | |
| genitive-dative | chimir | chimirului | chimire | chimirelor | |
| vocative | chimirule | chimirelor | |||