føje

• IPA^(key): /fɔjə/, [ˈfʌɪ]

From Middle Low German vȫgen, from Proto-Germanic *fōgijaną, cognate with English fay, German fügen.

føje (past tense føjede, past participle føjet)

1. to join
2. to add
3. to indulge
4. (reflexive) to submit, comply

• føjning
• indføje or føje ind
• sammenføje or føje sammen
• tilføje or føje til

• “føje,2” in Den Danske Ordbog

From Middle Low German vȫge (“adjustment”), derived from the verb. Compare German Fug.

føje c (uninflected)

1. (formal) good reason

• “føje,1” in Den Danske Ordbog

From Middle Low German vȫge (“suitable, moderate”), derived from the verb.

føje (uninflected)

1. little, few

• In modern Danish only in the expressions om føje tid, om føje år.

• “føje,3” in Den Danske Ordbog