kogelen

Dutch

Etymology

From kogel +‎ -en.

Pronunciation

  • IPA(key): /ˈkoːɣələ(n)/
  • Audio:(file)

Verb

kogelen

  1. (transitive) to throw hard

Conjugation

Conjugation of kogelen (weak)
infinitive kogelen
past singular kogelde
past participle gekogeld
infinitive kogelen
gerund kogelen n
present tense past tense
1st person singular kogel kogelde
2nd person sing. (jij) kogelt, kogel2 kogelde
2nd person sing. (u) kogelt kogelde
2nd person sing. (gij) kogelt kogelde
3rd person singular kogelt kogelde
plural kogelen kogelden
subjunctive sing.1 kogele kogelde
subjunctive plur.1 kogelen kogelden
imperative sing. kogel
imperative plur.1 kogelt
participles kogelend gekogeld
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Derived terms