vove

Danish

Pronunciation

  • IPA(key): /vɔːvə/, [ˈʋɔːʋə], [ˈʋɔːʊ]
  • Homophone: våge

Etymology 1

From Old Danish waaghæ, wogæ, wowæ, borrowed from Middle Low German wagen, from Proto-Germanic *wagōną, cognate with German wagen, Dutch wagen, Old Norse vaga (to waddle) (late Old Norse vága and Swedish våga are also borrowed from Low German). Doublet of vugge.

Verb

vove (past tense vovede, past participle vovet)

  1. (transitive) to dare, risk, venture
  2. (reflexive) to venture (with an adverb of direction)
    • 2007, Jens Linderoth, Hvorfor er vi i kirke sammen?, page 165:
      En tro på, at de, hvor de end vovede sig hen, hvor dybt ned i livets, tilværelsens og menneskets dybder, de vovede sig, aldrig ville komme til et sted, hvor Kristus ikke havde været og stadigvæk var.
      A faith that wherever they ventured, how deep they ventured into the depths of life, existence and humanity, they would never come to a place where Christ had never been and still was.
Conjugation
Conjugation of vove
active passive
present vover voves
past vovede vovedes
infinitive vove voves
imperative vov
participle
present vovende
past vovet
(auxiliary verb have)
gerund voven

References

Etymology 2

From Middle Low German wāch m, wāge f, from Proto-Germanic *wēgaz, cognate with English waw (obsolete), Dutch waag f, Old Norse vágr (sea; bay). Doublet of våg.

Noun

vove c (singular definite voven, plural indefinite vover)

  1. (archaic, poetic) wave
    Synonym: bølge (modern)
Declension
Declension of vove
common
gender
singular plural
indefinite definite indefinite definite
nominative vove voven vover voverne
genitive voves vovens vovers vovernes

References

Guaraní

Conjunction

vove

  1. when, whenever
  2. every time that
    Chemandu'a vove nderehe avy'a'ỹ.
    I get sad whenever I remember you.

Latin

Verb

vovē

  1. second-person singular present active imperative of voveō

Norwegian Nynorsk

Verb

vove

  1. past participle of veva