ænda

See also: ända

Old Swedish

Etymology

From Old Norse enda, from Proto-Germanic *andijōną.

Verb

ænda

  1. to finish, bring to an end
  2. to end (come to an end)

Conjugation

Conjugation of ænda (weak)
present past
infinitive ænda —
participle ændandi, -e ændaþer
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk ændar ændi, -e — ændaþi, -e ændaþi, -e
þū ændar ændi, -e ænda ændaþi, -e ændaþi, -e
han ændar ændi, -e — ændaþi, -e ændaþi, -e
vīr ændum, -om ændum, -om ændum, -om ændaþum, -om ændaþum, -om
īr ændin ændin ændin ændaþin ændaþin
þēr ænda ændin — ændaþu, -o ændaþin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk ændas ændis, -es — ændaþis, -es ændaþis, -es
þū ændas ændis, -es — ændaþis, -es ændaþis, -es
han ændas ændis, -es — ændaþis, -es ændaþis, -es
vīr ændums, -oms ændums, -oms — ændaþums, -oms ændaþums, -oms
īr ændins ændins — ændaþins ændaþins
þēr ændas ændins — ændaþus, -os ændaþins

Descendants

  • Swedish: ända
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.