afbranden

Dutch

Etymology

From Middle Dutch afbranden, uncommon variant of afbernen. Equivalent to af +‎ branden.

Pronunciation

  • IPA(key): /ˈɑfˌbrɑndə(n)/
  • Audio:(file)
  • Hyphenation: af‧bran‧den

Verb

afbranden

  1. (ergative) to burn down

Conjugation

Conjugation of afbranden (weak, separable)
infinitive afbranden
past singular brandde af
past participle afgebrand
infinitive afbranden
gerund afbranden n
main clause subordinate clause
present tense past tense present tense past tense
1st person singular brand af brandde af afbrand afbrandde
2nd person sing. (jij) brandt af, brand af2 brandde af afbrandt afbrandde
2nd person sing. (u) brandt af brandde af afbrandt afbrandde
2nd person sing. (gij) brandt af brandde af afbrandt afbrandde
3rd person singular brandt af brandde af afbrandt afbrandde
plural branden af brandden af afbranden afbrandden
subjunctive sing.1 brande af brandde af afbrande afbrandde
subjunctive plur.1 branden af brandden af afbranden afbrandden
imperative sing. brand af
imperative plur.1 brandt af
participles afbrandend afgebrand
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Derived terms

  • afbranding
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.