hælgha

Old Swedish

Etymology

From Old Norse helga, from Proto-Germanic *hailagōną.

Verb

hælgha

  1. to hallow
  2. to celebrate

Conjugation

Conjugation of hælgha (weak)
present past
infinitive hælgha —
participle hælghandi, -e hælghaþer
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk hælghar hælghi, -e — hælghaþi, -e hælghaþi, -e
þū hælghar hælghi, -e hælgha hælghaþi, -e hælghaþi, -e
han hælghar hælghi, -e — hælghaþi, -e hælghaþi, -e
vīr hælghum, -om hælghum, -om hælghum, -om hælghaþum, -om hælghaþum, -om
īr hælghin hælghin hælghin hælghaþin hælghaþin
þēr hælgha hælghin — hælghaþu, -o hælghaþin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk hælghas hælghis, -es — hælghaþis, -es hælghaþis, -es
þū hælghas hælghis, -es — hælghaþis, -es hælghaþis, -es
han hælghas hælghis, -es — hælghaþis, -es hælghaþis, -es
vīr hælghums, -oms hælghums, -oms — hælghaþums, -oms hælghaþums, -oms
īr hælghins hælghins — hælghaþins hælghaþins
þēr hælghas hælghins — hælghaþus, -os hælghaþins

Descendants

  • Swedish: helga
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.