længia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse lengja, from Proto-Germanic *langijaną.

Verb

længia

  1. to lengthen, to make longer
  2. to delay

Conjugation

Conjugation of længia (weak)
present past
infinitive længia —
participle længiandi, længiande længder
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk længir længi, længe —   længdi, længde længdi, længde
þū længir længi, længe læng længdi, længde længdi, længde
han længir længi, længe —   længdi, længde længdi, længde
vīr længium, længiom længium, længiom længium, længiom længdum, længdom længdum, længdom
īr længin længin længin længdin længdin
þēr længia længin —   længdu, længdo længdin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk længis længis, længes —   længdis, længdes længdis, længdes
þū længis længis, længes —   længdis, længdes længdis, længdes
han længis længis, længes —   længdis, længdes længdis, længdes
vīr længiums, længioms længiums, længioms —   længdums, længdoms længdums, længdoms
īr længins længins —   længdins længdins
þēr længias længins —   længdus, længdos længdins

Descendants

  • Swedish: länga, förlänga (partly)
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.