trægha

Old Swedish

Etymology

From Old Norse trega, from Proto-Germanic *treganą.

Verb

trægha

  1. to cause sorrow

Conjugation

Conjugation of trægha (weak)
present past
infinitive trægha —
participle træghandi, -e træghaþer
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk træghar træghi, -e — træghaþi, -e træghaþi, -e
þū træghar træghi, -e trægha træghaþi, -e træghaþi, -e
han træghar træghi, -e — træghaþi, -e træghaþi, -e
vīr træghum, -om træghum, -om træghum, -om træghaþum, -om træghaþum, -om
īr træghin træghin træghin træghaþin træghaþin
þēr trægha træghin — træghaþu, -o træghaþin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk træghas træghis, -es — træghaþis, -es træghaþis, -es
þū træghas træghis, -es — træghaþis, -es træghaþis, -es
han træghas træghis, -es — træghaþis, -es træghaþis, -es
vīr træghums, -oms træghums, -oms — træghaþums, -oms træghaþums, -oms
īr træghins træghins — træghaþins træghaþins
þēr træghas træghins — træghaþus, -os træghaþins

Descendants

  • Swedish: träga
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.