vænia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse venja, from Proto-Germanic *wanjaną.

Verb

vænia

  1. to accustom, to make used to

Conjugation

Conjugation of vænia (weak)
present past
infinitive vænia —
participle væniandi, væniande vander
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk væn væni, væne — vandi, vande vandi, vande
þū væn væni, væne væn vandi, vande vandi, vande
han væn væni, væne — vandi, vande vandi, vande
vīr vænium, væniom vænium, væniom vænium, væniom vandum, vandom vandum, vandom
īr vænin vænin vænin vandin vandin
þēr vænia vænin — vandu, vando vandin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk væns vænis — vandis, -es vandis, -es
þū væns vænis — vandis, -es vandis, -es
han væns vænis — vandis, -es vandis, -es
vīr væniums, -ioms væniums, -ioms — vandums, -oms vandums, -oms
īr vænins vænins — vandins vandins
þēr vænias vænins — vandus, -os vandins

Descendants

  • Swedish: vänja
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.