værma

See also: värma

Old Swedish

Etymology

From Old Norse verma, from Proto-Germanic *warmijaną.

Verb

værma

  1. to heat

Conjugation

Conjugation of værma (weak)
present past
infinitive værma —
participle værmandi, værmande værmder
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk værmir værmi, værme —   værmdi, værmde værmdi, værmde
þū værmir værmi, værme værm værmdi, værmde værmdi, værmde
han værmir værmi, værme —   værmdi, værmde værmdi, værmde
vīr værmum, værmom værmum, værmom værmum, værmom værmdum, værmdom værmdum, værmdom
īr værmin værmin værmin værmdin værmdin
þēr værma værmin —   værmdu, værmdo værmdin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk værmis værmis, værmes —   værmdis, værmdes værmdis, værmdes
þū værmis værmis, værmes —   værmdis, værmdes værmdis, værmdes
han værmis værmis, værmes —   værmdis, værmdes værmdis, værmdes
vīr værmums, værmoms værmums, værmoms —   værmdums, værmdoms værmdums, værmdoms
īr værmins værmins —   værmdins værmdins
þēr værmas værmins —   værmdus, værmdos værmdins

Descendants

  • Swedish: värma
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.