dængia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse dengja, from Proto-Germanic *dangijaną.

Verb

dængia

  1. to beat, to strike

Conjugation

Conjugation of dængia (weak)
present past
infinitive dængia —
participle dængiandi, dængiande dængder
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk dængir dængi, dænge —   dængdi, dængde dængdi, dængde
þū dængir dængi, dænge dæng dængdi, dængde dængdi, dængde
han dængir dængi, dænge —   dængdi, dængde dængdi, dængde
vīr dængium, dængiom dængium, dængiom dængium, dængiom dængdum, dængdom dængdum, dængdom
īr dængin dængin dængin dængdin dængdin
þēr dængia dængin —   dængdu, dængdo dængdin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk dængis dængis, dænges —   dængdis, dængdes dængdis, dængdes
þū dængis dængis, dænges —   dængdis, dængdes dængdis, dængdes
han dængis dængis, dænges —   dængdis, dængdes dængdis, dængdes
vīr dængiums, dængioms dængiums, dængioms —   dængdums, dængdoms dængdums, dængdoms
īr dængins dængins —   dængdins dængdins
þēr dængias dængins —   dængdus, dængdos dængdins

Descendants

  • Swedish: dänga
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.