fælla

See also: fälla and Faella

Old Swedish

Etymology

From Old Norse fella, from Proto-Germanic *fallijaną.

Verb

fælla

  1. to fell, cause to fall
  2. to neglect
  3. to prevent

Conjugation

Conjugation of fælla (weak)
present past
infinitive fælla —
participle fællandi, fællande fælder
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk fællir fælli, fælle —   fældi, fælde fældi, fælde
þū fællir fælli, fælle fæll fældi, fælde fældi, fælde
han fællir fælli, fælle —   fældi, fælde fældi, fælde
vīr fællum, fællom fællum, fællom fællum, fællom fældum, fældom fældum, fældom
īr fællin fællin fællin fældin fældin
þēr fælla fællin —   fældu, fældo fældin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk fællis fællis, fælles —   fældis, fældes fældis, fældes
þū fællis fællis, fælles —   fældis, fældes fældis, fældes
han fællis fællis, fælles —   fældis, fældes fældis, fældes
vīr fællums, fælloms fællums, fælloms —   fældums, fældoms fældums, fældoms
īr fællins fællins —   fældins fældins
þēr fællas fællins —   fældus, fældos fældins

Descendants

  • Swedish: fälla
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.