gælla

See also: gälla

Old Swedish

Etymology

From Old Norse gella, gjalla, from Proto-Germanic *gellaną.

Verb

gælla

  1. to yell
  2. to resound

Conjugation

Conjugation of gælla (strong)
present past
infinitive gælla —
participle gællandi, gællande gullin
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk gæller gælli, gælle — gall gulli, gulle
þū gæller gælli, gælle gæll gallt gulli, gulle
han gæller gælli, gælle — gall gulli, gulle
vīr gællum, gællom gællum, gællom gællum, gællom gullum, gullom gullum, gullom
īr gællin gællin gællin gullin gullin
þēr gælla gællin — gullu, gullo gullin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk gælls gællis, gælles — galls gullis, gulles
þū gælls gællis, gælles — gallts gullis, gulles
han gælls gællis, gælles — galls gullis, gulles
vīr gællums, -oms gællums, gælloms — gullums, gulloms gullums, gulloms
īr gællins gællins — gullins gullins
þēr gællas gællins — gullus, gullos gullins
  • ialman
  • *iælmber

Descendants

  • Swedish: gälla

References

  • gälla in Knut Fredrik Söderwall, Ordbok öfver svenska medeltids-språket, del 1: A-L
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.