sænda

See also: sända

Old Swedish

Etymology

From Old Norse senda, from Proto-Germanic *sandijaną.

Verb

sænda

  1. to send

Conjugation

Conjugation of sænda (weak)
present past
infinitive sænda —
participle sændandi, sændande sænder
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk sændir sændi, sænde —   sændi, sænde sændi, sænde
þū sændir sændi, sænde sænd sændi, sænde sændi, sænde
han sændir sændi, sænde —   sændi, sænde sændi, sænde
vīr sændum, sændom sændum, sændom sændum, sændom sændum, sændom sændum, sændom
īr sændin sændin sændin sændin sændin
þēr sænda sændin —   sændu, sændo sændin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk sændis sændis, sændes —   sændis, sændes sændis, sændes
þū sændis sændis, sændes —   sændis, sændes sændis, sændes
han sændis sændis, sændes —   sændis, sændes sændis, sændes
vīr sændums, sændoms sændums, sændoms —   sændums, sændoms sændums, sændoms
īr sændins sændins —   sændins sændins
þēr sændas sændins —   sændus, sændos sændins

Descendants

  • Swedish: sända
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.