slækkia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse sløkkva, from Proto-Germanic *slakwjaną.

Verb

slækkia

  1. to extinguish, to put out (a fire)

Conjugation

Conjugation of slækkia (weak)
present past
infinitive slækkia —
participle slækkiandi, slækkiande slækter
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk slækkir slækki, slække —   slækti, slækte slækti, slækte
þū slækkir slækki, slække slæk slækti, slækte slækti, slækte
han slækkir slækki, slække —   slækti, slækte slækti, slækte
vīr slækkium, slækkiom slækkium, slækkiom slækkium, slækkiom slæktum, slæktom slæktum, slæktom
īr slækkin slækkin slækkin slæktin slæktin
þēr slækkia slækkin —   slæktu, slækto slæktin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk slækkis slækkis, slækkes —   slæktis, slæktes slæktis, slæktes
þū slækkis slækkis, slækkes —   slæktis, slæktes slæktis, slæktes
han slækkis slækkis, slækkes —   slæktis, slæktes slæktis, slæktes
vīr slækkiums, slækkioms slækkiums, slækkioms —   slæktums, slæktoms slæktums, slæktoms
īr slækkins slækkins —   slæktins slæktins
þēr slækkias slækkins —   slæktus, slæktos slæktins

Descendants

  • Swedish: släcka
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.