sprængia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse sprengja, from Proto-Germanic *sprangijaną.

Verb

sprængia

  1. to cause to burst

Conjugation

Conjugation of sprængia (weak)
present past
infinitive sprængia —
participle sprængiandi, sprængiande sprængder
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk sprængir sprængi, sprænge —   sprængdi, sprængde sprængdi, sprængde
þū sprængir sprængi, sprænge spræng sprængdi, sprængde sprængdi, sprængde
han sprængir sprængi, sprænge —   sprængdi, sprængde sprængdi, sprængde
vīr sprængium, sprængiom sprængium, sprængiom sprængium, sprængiom sprængdum, sprængdom sprængdum, sprængdom
īr sprængin sprængin sprængin sprængdin sprængdin
þēr sprængia sprængin —   sprængdu, sprængdo sprængdin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk sprængis sprængis, sprænges —   sprængdis, sprængdes sprængdis, sprængdes
þū sprængis sprængis, sprænges —   sprængdis, sprængdes sprængdis, sprængdes
han sprængis sprængis, sprænges —   sprængdis, sprængdes sprængdis, sprængdes
vīr sprængiums, sprængioms sprængiums, sprængioms —   sprængdums, sprængdoms sprængdums, sprængdoms
īr sprængins sprængins —   sprængdins sprængdins
þēr sprængias sprængins —   sprængdus, sprængdos sprængdins

Descendants

  • Swedish: spränga
This article is issued from Wiktionary. The text is available under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 unless otherwise noted. Additional terms may apply for the media files.